Beliggenhed og Omgivelser


Volsted er kendt som et af landets smukkeste eksempler på den landsbytype, hvor gårdene ligger i en kreds uden om et fælles areal, den såkaldte forte. I Volsted var størstedelen af forten i ældre tid opfyldt af vand, men selv om søen nu er blevet meget mindre, er arealet stadig ubebygget, når man ser bort fra byens forsamlingshus. Lige udenfor kransen af gårde og huse, hvor terrænet hæver sig noget, ligger kirken omgivet af sin kirkegård. Hvordan kirkegården oprindelig har været afgrænset ved man ikke, men der er ingen tvivl om, at hegnet i meget lang tid har været et stendige. Gennem diget førte i begyndelsen af 1600-årene en port og - vel lige ved siden af porten - en mindre indgang for fodgængere. Stolper og låger i indgangspartiet var sikkert ligesom senere udført af malet træ, der måtte udskiftes med mellemrum. Inde bag diget var kirkegården i ældre tid dækket af græs. Kun stien fra porten op til kirken og en bræmme rundt om kirkenbygningen blev holdt fri. Oprindeligt var gravene højst markeret med et trækors eller lignende. Og først i sidste halvdel af forrige århundrede begyndte gravminder af mere holdbart materiale som støbejern og sten at dukke op.

 

I 1861 blev det ved lov påbudt, at græsset på kirkegårde skulle slås, inden det blev langstrået. I Volsted havde man i 1791 den ordning, at en husmand, der boede nær ved kirken havde retten til græsset på kirkegården, og han låste porten så snart gudstjenesten var forbi. Man må gå ud fra at han udbyttede græsset som hø, for det var forbudt at lade dyr græsse på kirkegården. Så sent som i 1872 hører vi dog om en sådan ulovlig græsning, og i 1923 måtte man forbyde at der gik høns rundt på kirkegården.

Det første skridt hen imod vore dages indretning af kirkegården blev taget i 1900, provsten forlangte, at der blev anlagt stier, og at de enkelte gravsteder blev nummereret. Et så voldsomt indgreb i de tilvante forhold turde man dog ikke foretage af frygt for sogneboernes vrede, og provsten måtte gang på gang gentage sit påbud. Omsider fik man dog arbejdet påbegyndt, men endnu i 1924 var gangene ikke helt færdige.

 

Kirkebygningens opførelse

 
Syd for Mjels i Ferslev sogn kunne man endnu i 1769 se spor af en kirke, som man sagde var flyttet til Volsted. Om det har noget på sig, kan man ikke vide. Faktisk ved vi ikke, hvor beboerne i Volsted gik i kirke, før den nuværende kirkebygning blev opført i slutningen af 1100-årene, men da kor og skib tilsyneladende ikke er opført samtidigt, kunne man tænke sig, at koret er opført først i tilslutning til en ældre trækirke på stedet. Kirken er opført af granitkvadre. De er blevet tildannet af kampesten, som er blevet samlet rundt omkring i nærheden. De forskelligartede sten giver kirken det smukke farvespil, der er så karakteristisk for de jydske kvaderstenskirker. Men kvadrene danner kun murenes ydre skal. Ind mod kirkerummet blev der opført en tilsvarende skal af rå kampesten, og efterhånden som murene rejste sig, blev mellemrummet mellem de to skaller udstøbt med en blanding af kalkmørtel og håndstore sten. Kvadrene blev kun tildannet på de synlige sider, medens bagsiden beholdt stenenes oprindelige form. Det kan man se på en række løse kvadre, der ligger ved kirkegårdens østlige udgang. De kom frem ved kirkens restaurering i 1976.

Blandt andet på grund af kvadrenes form er granitmurene ikke så solide, som de ser ud til. Der har let kunnet trænge vand ind mellem kvadrene og murkernen, og ved vejrligets skiften har kvadrene kunnet løsne sig. Fra tid til anden har større eller mindre dele af murene måttet tages ned og sættes op igen. Derved er mange oprindelige arkitekturdetaljer i tidens løb blev udvisket. Nordmuren er f.eks. nu næsten helt uden ydre spor af de oprindelige åbninger.

Vi ved dog i hovedtræk godt, hvordan kirken har set ud, da den stod færdig. Koret har haft et vindue både mod syd, øst og nord. Nu er kun det sydlige bevaret. Det er af en type, som er karakteristisk for opførelsestiden, hvor den romanske stil rådede. Opadtil er vinduet afsluttet med en halvcirkelformet bue, der er hugget ud i en stor sten. Også skibet har haft et vindue både mod nord og mod syd. Heraf er det nordlige forsvundet, og det sydlige er blevet stærkt udvidet. Vestgavlen havde oprindeligt ingen vinduer. Kirken havde dengang ikke våbenhus, men indgang både mod syd og fra nord. Den sydlige er bevaret i ombygget skikkelse inde i det senere våbenhus, medens der af den nordlige nu kun er bevaret den indre åbning og forsænkning i soklen udvendigt. Begge indgange var udsmykket med granitrelieffer, som vil blive omtalt i et særligt afsnit (Se stenrelieffer). Taget var oprindeligt dækket med bly, men allerede i 1615 indkøbtes der tagsten til reparation af et tegltag. I 1791, da vi første gang har en beskrivelse af taget, var der ligesom nu tagsten på skibet, medens koret havde blytag. Taggavlene var oprindelig, som resten af kirken, opmuret af kvadersten, men de er ved senere reparationer erstattet med mursten.

 

Inde i kirken bestod væggene som omtalt af rå kampesten, men kanterne omkring dørene og korbuen var muret op af kvadre. Korbuen var endnu i 1883 kalket, men i henhold til et cirkuklære fra Kirkeministeriet forlangte provsten den renset for kalk. Det viste sig så, at en stor del af kvadrene i selve buen var fjernet i forbindelse med en reparation. Man valgte derfor kun at afrense kvadrene i de lodrette sider, medens "kvadrene" i buen blev indridset i cementpuds. Efter restaureringen i 1976-77 står dette parti hvidkalket. Også de øvrige vægge har været underkastet reperationer, og store partier af skibets sydvæg består i dag af mursten.
I korets nordvæg er der oprindelige gemmenicher til opbevaring af genstande.

 

Stenreliefferne


Det virker meget overraskende, at der findes en så rig skulpturel udsmykning omkring indgangsdøren i den ellers ganske beskedne kirke i Volsted. Kirken er ikke blot lille og lav, men murene hviler på en simpel skråkantsokkel, og det bevarede romanske vindue er uden pynt. Det er kun portalerne, der har været udsmykket, men det er til gengæld i en grad, der gør kirken til en af landets mest interessante seværdigheder.
Motiverne er udhugget i lavt relief, og man ser dem derfor bedst når lyset falder ind fra siden. Da stenene nu er indmuret med forskellig orientering, må man komme til kirken på forskellige tider af dagen for at få det fulde udbytte af dem. Oprindelig har billederne dog været lettere at se, fordi konturerne har stået skarpere, da de var nyhuggede, og fordi stenene sikkert har været bemalet. Reliefferne er i dag indmuret i våbenhuset, men har naturligvis oprindeligt siddet på selve kirkebygningen. Allerede inden våbenhuset blev opført, var der dog blevet bragt uorden i deres indbyrdes placering, og sten fra både nord- og sydportalen var blevet blandet sammen.

Da flere relieffer desuden må mangle, er det vanskeligt at nå frem til en sikker rekonstruktion af de oprindelige forhold. På venstre side af våbenhusdøren er der en sten på højkant med et relief af Adam og Eva ved kundskabens træ. Til højre for døren er der tilsvarende en sten med et billede af en biskop. Disse sten må have siddet på samme måde omkring den oprindelige sydportal. For at få den nødvendige højde, er der anbragt en kvader med et vildsvin oven på stenen med Adam og Eva, og en med korslammet oven på biskoppen. Her synes de at passe godt, både af form og indhold, idet svinet er anbragt over syndefaldet og korslammet over kirkens mand. Disse fire dele er derfor nok anbragt korrekt, men den oprindelige døråbning er for høj til, at overliggeren kan have ligget direkte ovenpå dem, og den nuværende overligger er snarere den lange sten, der nu findes i våbenhusets østmur. Den forestiller to svævende figurer, der vender de glorieprydede hoveder hen imod hinanden. Den er lang nok, men er knækket to steder.

På våbenhusets hjørner er der yderligere indmuret to billedsten, der må have hørt til en af portalerne. Den ene forestiller en hund med halsbånd, der jager et dyr, måske en ræv. Den anden viser en fugl. Flere forfattere har hævdet at det skulle være en af Odins ravne, men denne tanke må være et udslag af de pågældenes historieopfattelse. Der findes mange fuglefremstillinger i den kristne kunst, og det var mere nærliggende at søge forbilledet her. En fugl af helt den samme "race" som den i Volsted findes i øvrigt på døbefonten i Svenstrup, og her viser sammenhængen at det skal være en ørn, evangelisten Johannes' symbol. Hvis det også er en ørn i Volsted, mangler der tilsvarende sten for de tre andre evangelister.

 

Før flytningen til våbenhuset sad fugle- og hundekvadrene i den ombyggede portal over henholdsvis vildsvinet og korslammet, umiddelbart under overliggeren, og det kan de også have gjort oprindeligt. Den ene eller begge kan dog også have tilhørt nordportalen. Om denne ved vi kun at der på højre side har stået en oprejst løve. Ved sammenligning med tilsvarende portaler andetsteds er det rimeligt at forestille sig, at der også har stået et tilsvarende dyr på den anden side af døråbningen. Tre af billedkvadrene, nemlig hunde-, korslam- og fuglestenene, har latinske indskrifter på kortsiden, der har vendt ind mod døråbningen. Her læser man blandt andet "GOT(I) EDEFECIT", Gøte byggede. At det er bygmesteren, der har signeret sit værk, synes at fremstå af, at en bygmester eller stenhugger har kaldt sig "Mester Gøti" på Gjøl kirkes portal og ydeligere har afbildet sig selv ifærd med at tilhugge en kvader.

 

Alter og altertavle


Alteret er opført af granitkvadre og hører til kirkens oprindelige inventar. I overensstemmelse med katolsk skik blev alterbordet forsynet med en lille fordybning, dækket af en stenflise. Denne såkaldte helgengrav var beregnet til at indeholde relikvier, dvs. rester af en helgen, men præsten kunne i 1808 oplyse, at hullet var tomt. Omkring alteret er anbragt et træpanel, formodentlig fra 1600-årene. Efter restaureringen i 1970'erne er panelet synligt, men tidligere har det i flere århundreder været dækket af skiftende røde alterklæder, ofte forsynet med et guldkors på midten og forskellig anden pynt. Ovenpå alterklædet lå der en hvid alterdug, nogle gange kantet med kniplinger.

På alteret står en altertavle fra 1618 eller 1619. Den havde oprindeligt et korsfæstelsesbillede i midterfeltet og skriftsprog på sidefelterne, alt sammen malet på træ. Midterbilledet var efterhånden ved overmalinger blevet temmelig dårligt, og i 1855 blev det dækket af et nyt, malet på lærred af F. C. Rodschou i Aalborg. Det mindede meget om det gamle, men skal have været en kopi af Rubens. Begge disse gamle alterbilleder opbevares i dag ved altertavlen. Samtidig med opsætningen af det nye billede i 1855 blev træværket egetræsmalet. Heller ikke Rodschous alterbillede var man tilfreds med ret længe, og det betegnes også som "meget slet". I løbet af 1913-14 blev man enige om at lade maleren William Steglich fremstille en helt ny altertavle, men under de urolige forhold under 1. Verdenskrig forbød Kirkeministeriet kirkerne at sætte nye arbejder i gang. Efter krigen var Steglich imidlertid død, og man måtte begynde forfra. I 1927 blev der indhentet tilbud fra maleren Einar Gjessing i Svenstrup og i 1932 fra professor Oscae Mathiesen, København, men først da biskoppen i 1953 anbefalede Rudolf Rud-Petersen, skete der noget afgørende. Det nuværende alterbillede blev opsat i det gamle rammeværk i 1954.

 

Da Rud-Petersen fik opgaven i Volsted, var han 82 år og havde lavet mange altertavler rundt om i landet. Blandt disse var en tavle fra 1931i Frauge på Fyn, som kunne bruges som forbillede. Maleren havde endnu de gamle kartoner fra dengang og kunne derfor let tilpasse motivet til den mindre tavle i Volsted.

Billedet forestiller lignelsen om den store nadver eller, som det hedder i dag, det store festmåltid (Lukas 14, 16-24). I midten står værten i Jesu skikkelse og tager imod de fattige, vanføre, blinde og lamme, som blev hentet på byens gader og stræder, da de først indbudte havde sendt afbud. På alteret står et par lysestager af messingblik fra 1600-tallet. De kaldes i 1791 for gode, men har siden måttet repareres mange gange. Alterkalken er fra 1662, men er mellem 1766 og 1803 blevet repareret af Hans Busch i Aalborg.

Døbefonten

Døbefonten er sammen med alteret det eneste af inventaret, der stammer fra kirkens opførelsestid, og som går tilbage til katolsk tid. Den består af en smuk, glat granitkumme på en fod, der er terningformet med afrundede øvre hjørner. Kummen er beregnet til at kunne rumme så meget vand, at et lille barn kunne dyppes helt ned deri, sådan som man oprindelig gjorde. I bunden er der et nu skjult hul, hvorigennem det indviede vand kunne sive ned i jorden under kirken, når det skulle udskiftes. Det var imidlertid ikke helt ufarligt at dyppe et barn ned i iskoldt vand i en vinterkold kirke, så efterhånden bredte den skik sig, at man kun øste vand over barnets hoved. Derefter var det ikke nødvendigt at have fonten fuld af vand, så man nøjedes med at have vand i et dåbsfad.

Volsted kirkes dåbsfad er af en velkendt type, der blev fremstillet i Nürnberg omkring 1550-1575. I bunden ses en bebudelsesscene omgivet af en krans af bogstaver. På kanten er der små indstemplede ornamenter. Trods det religiøse motiv blev sådanne fade oprindeligt fremstillet som verdslige vaskefade og har været anvendt på herregårde eller lignende, før de som gamle blev skænket til kirkerne. Dåbskanden er nok den, man besluttede at anskaffe i 1896. Døbefonten har oprindelig stået i kirkens vestende, formodentlig hævet op på en forhøjning med flere trin. Endnu i nogen tid efter reformationen var døbefontes normale plads i vestenden, men i den følgende tid blev de oftest flyttet op i koret. Det må også være sket i Volsted, for i 1880 besluttede man at flytte den fra koret, vistnok i nordre side, til nordsiden af korbueåbningen. I 1961 fik man afslag på en ansøgning om, at måtte flytte den væk herfra igen, men ikke desto mindre foretog man i 1977 prøveopstillinger af fonten, først i korets midtakse og siden i skibets nordøsthjørne. Resultatet blev den nuværende placering i korets midtakse.

Prædikestolen

Volsted kirkes prædikestol hører til blandt landets ældste og er en af de ganske få, der er i en ren gotisk stil. Den kan derfor ikke være fremstillet længe efter reformationen i 1536, og det er sikkert sket før ca. 1550. En prædikestol, der er næsten ligesom den i Volsted og sikkert er lavet på samme værksted, findes i Frejlev kirke. Man har tidligt været opmærksom på prædikestolens store sjældenhed, så da den i 1904 trængte til reparation, fik provsten Kirkeministeriet til at pålægge Nationalmuseet at medvirke. Nationalmuseet fremkom med et restaureringsforslag.

På trods af Nationalmuseets vel gennemtænkte restaureringsforslag skete der i første omgang ikke mere, og først i 1920èrne blev der foretaget en restaurering. En overgang var det på tale at overlade stolen til Nationalmuseet mod at få en ny, men det blev til alt held for kirken ikke til noget. På grund af de mange suppleringer og udskiftninger af træværk forsøgte man ikke af fremdrage ældre farvelag eller at lade stolen stå med træets egen farve, sådan som den måske oprindelig har gjort. Den samme holdning havde man ved kirkens restaurering i 1970èrne, hvor stolen fik sin nuværende farve.
Prædikestolen har tidligere været anbragt noget højere end nu, og der har næppe været plads til en lydhimmel. Den nuværende trappe med gelænder er fra 1882/83.