Dall Kirke

Beliggenhed og omgivelser

Dall kirke er et velkendt syn for de mange, der færdes ad den moderne motorvej, som  passerer umiddelbart vest om landsbyen Dall. Landevejen, der går gennem byen, for løber derimod øst for kirken. Mellem vejen og kirkegården er der et åbent areal, som nu tilhører kirken, og som i 1980'eme blev anlagt med græsplæne og beplantninger, efter at et mindre hus mod syd var blevet fjernet. Engang gik der imidlertid en landsbygade langs kirkegårdens østside, og før 1796 lå der også en gård her, således at kirken var omgivet af bebyggelse på de tre sider. Mod vest har kirkegården derimod altid grænset op til marker.

Kirkegården har fra gammel tid været indhegnet af et stendige, og selv om man i kirkeregnskabet for 1616-17 omtaler "kirkegårdsmuren", er det nok et stendige, som jo er en slags mur, der tales om. Siden er diget blevet repareret utallige gange, og der er næppe mange urørte partier tilbage. På et tidspunkt, måske i 1500-årene, skal kirkegården være blevet udvidet mod vest.

I begyndelsen af 1600-årene omtales såvel kirkegårdsport som låge, men først i 1839 kan man med sikkerhed konstatere, at der ligesom nu var en port og en låge mod nord, samt endnu en låge mod syd. Portfløje og låger var af træ. De murede piller omtales  først i slutningen af 1800-årene og er næppe meget ældre.

I 1887 blev kirkegården beplantet af Hedeselskabet, og der indførtes den ordning, at man kunen få et gravsted udlagt for 20 år, hvis man ville holde det frit for græs. Før den tid var kirkegården dækket af grønsvær, og gravene sås som tuer, den ene ved siden af  den anden.  

Græsset blev udnyttet af byens skolelærer, og porte og låger blev i 1791 låst hver  søndag, så snart gudstjenesten var forbi. I 1880'eme avlede læreren hvert år to læs hø på kirkegården, hvor han desuden græssede får og køer. Dette sidste kan nok undre, for  det var udtrykkeligt forbudt ved lov. Græsningen må være ophørt ved nyordningen i  1887, og i 1936 var man kommet så vidt, at man heller ikke ville have høns gående på  kirkegården.

I 1918 blev det nødvendigt at anlægge flere gange, fordi det var blevet moderne at  indhegne gravene med jemgelændere. Der havde hidtil været op til otte gravlængder  mellem gangene, og på grund af de mange gelændere kunne det være vanskeligt at  komme ind til de inderste gravsteder.  

I 1939 blev der opført en kapelbygning på kirkegården. Den blev udvidet i 1977,  men i 1991 blev det alligevel nødvendigt at opføre en ny og mere tidssvarende.

Kirkebygningens opførelse

For hundrede år siden sagde man i Dall, at sognets kirke engang havde ligget ude på Dall hede. Om det er rigtigt, eller om der snarere har ligget en trækirke samme sted som den bevarende kirke, kan ikke siges med voers nuværende viden, men stenkirken er i hvert fald først opført i sidste halvdel af 1100-årene eller i begyndelsen af 1200-årene.    

Den kirke, der blev bygget dengang, bestod kun af kor og skib. Murene blev opført af granitkvadre yderst og utildannede marksten inderst, og efterhånden som de rejste sig, blev mellemrummet mellem kvadre og marksten udstøbt med en blanding afkalkmørtel og håndstore sten.

Kvadrene er tildannet af de kampesten, man kunne finde på markerne i omegnen. Stenene blev som regel spaltet i to lige store halvdele, så der af hver sten blev to kvadre af omtrent samme størrelse. Mange steder i Dall kirkes mure kan man finde kvadre, der to og to ligner hinanden med hensyn til farve og format, og det kan netop skyldes, at de stammer fra samme kampesten. Den side af kvaderen, man ser, er spaltefladen, der blevet gjort helt plan, og desuden er kanterne blevet rettet af, så kvaderen blev firkantet. Bagsiden, som man ikke kan se, har man derimod ladet beholde stenens naturlige form.

Stenhuggerne har i Dall også rådet over nogle meget store sten, som de måtte spalte i flere omgange, og derved er der fremkommet en del usædvanligt lange kvadre. I soklen er der således adskillige kvadre med en længde på mellem 220 cm og 285 cm. Disse imponerende lange sokkelsten ses også på nogle tegninger af kirken fra før den store restaurering i 1880’eme, medens nogle lange kvadre, der nu findes i murene over soklen, tilsyneladende ikke var der dengang. På en sådan kvader på skibets nordside ses en flad, firkantet fordybning. Det er et såkaldt stenhuggerfelt, der formodentlig er lavet for at tilsløre en fejl i overfladen.

Selvom de omtalte kvadre ikke ses på de gamle tegninger, stammer de dog rimeligvis alligevel fra kirken, på samme måde som den vinduesoverligger, der blev fundet i kirkegårdsdiget, men som nu er anbragt i korgavlen sammen med en smigsten, der på et tidspunkt var blevet indmuret indvendigt oppe på korloftet.

De to vinduessten er alt, hvad der er bevaret af kirkens oprindelige vinduer. Ved at anbringe dem i korgavlen og rekonstruere de manglende dele kunne man give et indtryk af, hvordan alle kirkens vinduer engang har set ud, selv om vinduet ikke blev brudt igennem ved genopsætningen, men blot står som en niche. Et sådant lille vindue, der opadtil afsluttes med en halvcirkelformet bue, hugget ud af én stor sten, er typisk for opførelsestiden, hvor den romanske stil var rådende.

Kirken havde oprindelig ikke noget våbenhus, men indgange både fra syd og fra nord. Den sydlige er bevaret inde i våbenhuset. Den er kantet af store, flotte kvadre. Men er i øvrigt uden pynt. Den nordlige indgang er derimod forsvundet.

Inde i kirken var væggene som omtalt muret op af rå kampesten, men korbuen var sat af kvadre. Den var endnu i 1876 overkalket. Ved den efterfølgende afrensning viste det sig, at kvadrene i størstedelen af selve buen i tidens løb var blevet erstattet med mursten. Her blev de derfor imiteret ved hjælp af cementpuds, en ordning, der blev bibeholdt lige til 1984. 

Senere om- og tilbygninger

Selv om den oprindelige, romanske kirke er bevaret i sin fulde udstrækning, er det, som det allerede er fremgået, ikke uden ændringer. På alle sådanne kvaderstenskirker har kvaderbeklædningen en tilbøjelighed til at løsne sig fra murkernen, og igennem de mange århundreder har kvadrene derfor fra tid til anden måttet tages ned på større eller mindre partier af kirken for at blive sat op igen.

I 1868 trængte korets sydøsthjørne f.eks. til at blive repareret på denne måde, og i 1869 blev stenene her nummereret, så de kunne komme op igen i samme orden. En sådan omhu havde man langtfra altid lagt for dagen, så i 1884, da man var ved at forberede en restaurering, var kvadermurværket præget af store uregelmæssigheder. Kirken ejedes dengang af Aalborg Hospital (det gamle helligåndskloster), og det lod arkitekt F. Uldall fra Randers forestå restaureringen. Han gik grundigt til værks, og så godt som  alle kvadre blev taget ned og sat op igen i en ny orden. Taggavlene, som på et tidspunkt var blevet muret af mursten, blev atter beklædt med kvadre. I 1770’eme havde kirken gennemgået en omfattende reparation, og det kan ikke afvises, at de murede gavlpartier, sådan som Uldall mente, var blevet til på dette tidspunkt. Årstallet 1774, som man kunne læse i smedejernstal på korgavlen, sad dog på den kvadermurede del, og det kan også tænkes, at det øverste af kirkens gavle blev ommuret i forbindelse med, at der i slutningen af middelalderen blev påbygget gotiske kamtakker. En stump af en sådan trappegavl var endnu bevaret i 1884 nord for tårnet.

De oprindelige vinduer var temmelig små, og på et tidspunkt har man følt behov for at udvide dem. De nye og større vinduer kom i korets og skibets sydside til at sidde samme sted som de gamle, men på skibets nordside blev vinduet flyttet længere mod vest. Det kan først være sket, efter at den nordlige indgang var blevet sløjfet. Korets øst- og nordvindue blev derimod tilmuret. På grund af de mange kvaderomsætninger er ethvert spor af de forsvundne vinduer udslettet, og korgavlens nuværende vindue er som omtalt en rekonstruktion.

De ændrede vinduer havde forskellig form og var nok ikke blevet til på helt samme tid. Kanterne bestod af mursten, men dem lod Uldall erstatte med nyhuggede vinduesindfatninger af granit, så de passede bedre til resten af kirken.

Hvis restaureringen i 1880’erne kan kaldes omfattende for det ydres vedkommende, så betød den for det indre en fuldstændig ændring af kirkerummets karakter. De uregelmæssige vægge al” utildannede kampesten, der ovenikøbet ikke var i lod, fordi murene blev tyndere opefter, kunne Uldall ikke lide, og han lod dem derfor skalmure og pudse, så de blev helt plane og lodrette. Den gamle norddør, som efter lukningen stadig stod som en niche i nordvæggen, blev ved samme lejlighed helt skjult.

I slutningen af middelalderen, vel i sidste del af 1400-årene, blev der ved kirkens vestende opført et tårn i gotisk stil. Nederst anvendte man de kvadre, der tidligere sad vestgavlen, men ellers blev tårnet opført af mursten yderst og marksten indvendigt. Tårnet gennemgik gennem tiderne mange reparationer, og glamhullerne, der oprindelig må have været spidsbuede, blev efterhånden af forskellig form. Uldall lod hele tårnet skalmure, muråbningerne blev reguleret, og årstallet 1886 blev sat op pa vestsiden. Den gamle klokke fra 1640, der var støbt af franskmanden C. Voillardi, revnede ved ringningen 2. juledag 1888 og måtte omstøbes.

Omtrent samtidigt med opførelsen af tårnet blev der indbygget hvælv i koret. Medens skibet beholdt sit flade træloft. På hvælvet blev der i 1886 afdækket en kalkmalet dekoration fra 1500-tallet med ranker og store fantasiblomster, men i stedet for at restaurere den, lod Uldall dekorationsmaler S. Simonsen fra Aalborg udføre helt nye dekorationer både på hvælvet og andre steder i kirken. Det blev hurtigt nødvendigt at friske farverne op, og da senere reparationer nærmest havde karakter af nymaling, ændrede dekorationerne sig efterhånden en del. I 1971 blev de hvidtet over. Efter at kirken i 1984 atter var blevet restaureret, ønskede man at genskabe dekorationerne fra 1886. I virkeligheden blev det dog de ændrede dekorationer fra 1920’erne, der i 1986 blev rekonstrueret ved hjælp af fotografier.

Efter at kirkens nordlige indgang var blevet lukket, blev der opført et våbenhus af bindingsværk uden for syddøren. Det har været meget primitivt, og provsten klagede 1832 over, at der ikke var noget gulv deri. Lige til 1851 var der heller ikke noget loft, og man kunne inde i våbenhuset se undersiden af tagstenene. Det nye loft blev så lavt, at det kom til at skjule portalens dæksten på en uskøn måde. I 1885 var noget af bindingsværkstømmeret råddent, og det var nok på dette tidspunkt, at bindingsværket blev erstattet med grundmur. Det var dog sikkert kun murene, der blev udskiftet, og tagværket var i 1882 i meget dårlig stand. I 1886 valgte Uldall at opføre et helt nyt og højere våbenhus.

Kirken har i tidens løb fået uensartet tagbeklædning, og koret havde endda fået forskelligt tag på nord- og sydsiden. I 1977 blev nordsidens tegltag dog erstattet med bly i lighed med sydsiden.

Alter og altertavle

Alteret hører til kirkens oprindelige inventar og er ligesom kirkebygningen opført af granitkvadre. I en af de kvadre, der dannede alterbordspladen, var der i overensstemmelse med katolsk skik en lille fordybning, dækket af en stenflise. Det er en såkaldt helgengrav, som var beregnet til at rumme relikvier, d.v.s. rester af en helgen, hvortil kirken var indviet, men vi ved ikke mere, hvem det var. I 1808 indberettede præsten, at der under stenflisen var blevet fundet ”en del hvid sand og noget kul og deri et stykke ben af skønnende som et stykke af et ribben, samt underst en liden æske af kobber, hvori et lidet ben, nogle stumper af hostier, samt et stykke træ indsvøbt i brokade”. Helgengrav med indhold findes i dag i Nationalmuseet.

Granitkvadrene i alteret har fra gammel tid været skjult, dels af et træpanel, dels af tekstiler. Det nuværende panel er fra 1886, medens tekstilerne er blevet udskiftet mange gange både før og siden. I 1791 bestod de af et nyt manchesterdække (manchester er en slags fløjl) med guldgaloner og på alterbordet en drejlsdug med kniplinger. Den nuværende alterdug er taget i brug i 1994

Altertavlen består af en egetræsramme med et maleri af A, Dorph fra 1886. Anton Laurids Johannes Dorph (1831-1914) var en meget populær maler, og med en produktion på over 50 alterbilleder er han måske den herhjemme, der har lavet flest. Hans korsfæstelsesbillede i Dall er enkelt og smukt, men iøvrigt er han ikke særligt værdsat i vore dage.

Dorphs billede afløste et maleri i forgyldt ramme af Aalborg-maleren F.C. Rodschou fra 1856. Motivet kendes ikke, og Rodschou har malet både korsfæstelses- og nadverbilleder til andre kirker. Hans billede i Dall kaldes i 1856 smukt, men i 1882 betegnes det som ”håndværksmæssigt udført” og i 1883 som ”upassende”. Om den endnu ældre altertavle vides kun, at den var malet.

På alterbordet står to messinglysestager fra 1859. Alterkalken er fremstillet i 1631 af Hans Hansen Holm i Aalborg. Den blev bekostet af en mand i Ferslev med bidrag fra Niels Christensen og Maren Larsdatter i Dall Vestergård.

Døbefonten

Døbefonten hører ligesom kvaderstensalteret til kirkens oprindelige inventar. Den er af granit og består af to dele: en firkantet fod og en kumme med et tovsnoningsornament langs kanten. Selv om kummen ikke er særligt dyb, er den alligevel beregnet til at indeholde så meget vand, at et lille barn kunne dyppes helt ned deri. I bunden er der et nu tilmuret hul, så den indviede dåbsvand gennem en kanal i foden kunne side ned i jorden under kirken, når det engang imellem skulle udskiftes.

Om vinteren var det naturligvis problematisk at dyppe et lille nøgent barn ned i vand i en uopvarmet kirke, og efterhånden gik man over til blot at øse vand over hovedet på det. Selv om Luther var imod det, var det alligevel denne skik, der i det lange løb sejrede. Man behøvede så ikke længere at have fonten fyldt med vand, men kunne nøjvs med et dåbsfad. Dall kirkes dåbsfad er af nederlandsk type fra første halvdel af 1600-årene. Det er glat i bunden, men har på den ottekantede rand en opdrevet dekoration med blade og frugter. Ifølge en indskrift blev det skænket til kirken i 1689 af Anna Christensdatter Schøning. Hun boede på Finstrupgård i Dal.

Det lille fad kunne slet ikke dække åbningen i fonten, og det måtte derfor have noget at stå på. I vore dage er det en plade med dekorativt borede huller.

Dåbskanden er fra 1886.

Døbefonten har oprindelig stået i kirkens vestende, formodentlig hævet op på en forhøjning med flere trin. Engang efter reformationen blev den, som det var almindeligt, flyttet op i koret, og her stod den i 1882. Ved restaureringen i 1886 blev tårnrummet imidlertid indrettet til dåbsværelse med paneler og en fast bænk langs væggen. Her blev fonten anbragt.

For at få tilstrækkelig plads måtte man fjerne en trappe, der fra tårnrummet førte op i tårnet. Siden har adgangen til den øverste del af tårnet været fra kirkeloftet. Den fjernede trappe var dog ikke den oprindelige opgang. I 1884 var der en tilmuret dør højt oppe på nordsiden af tårnet. Den har udefra ført ind over tårnrummets loft, og en udvendig trætrappe eller stige må have ført op til den.

Døbefonten stod længe i tårnrummet, men er siden blevet flyttet til sin nuværende plads i nordsiden af korbuen.

Endnu i 1882 var døbefonten malet. Den daværende oliemaling var vel ikke så gammel, men man mener, at de romanske døbefonte også oprindelig har været bemalet, endda i meget kraftige farver.

Korbuekrucifikset

Det store krucifiks, der nu hænger på skibets nordvæg, er et korbuekrucifiks, som oprin delig har været anbragt foran selve korbuen og på væggen ovenover. Korsets nederste ende har været fastgjort til korbuebjælken, som har hvilet på de to profilerede sten, der danner vederlag for buen. På bjælken har der på hver side af korset stået figurer af Maria og Johannes.

Det kan i vore dage synes ejendommeligt, at krucifiksgruppen har optaget så meget plads i korbuen, at man har måttet bukke sig for at komme fra skibet op i koret, men skellet mellem koret som præstens område og skibet som menighedens har oprindelig været opfattet langt mere markant end nu, og menigheden havde kun ved særlige lejligheder adgang til koret. Under korbuekrucifikset stod der ofte et lægmandsalter, men om det har været tilfældet i Dall, ved man ikke.

Korbuekrucifikser hører til kirkernes katolske periode, men ikke desto mindre blev de ofte siddende på plads til op i 1800-årene. Hvomår Dall kirkes krucifiks er flyttet vides ikke.

Korbuekrucifikset er altså ligesom kvaderstensalteret og døbefonten et minde fra den katolske tid, men dets stil viser, at det er blevet skåret i periodens sidste del, nemlig omkring år 1500 eller i begyndelsen af 1500-årene.

Andet inventar

Dall kirkes inventar stammer med få undtagelser fra restaureringen i 1886 og er udført af en af Aalborgs førende håndværkere på den tid, snedkermester J. Kleiss. Aalborg Hospital havde som kirkeejer ikke altid sørget lige godt for kirken – provsten beretter således i 1771, at den blev dårligere vedligeholdt end pastoratets to privatejede kirker, Ferslev og Volsted – men i 1886 valgte man de bedst tænkelige folk til arbejdet.

Da kirken skulle restaureres i 1984, blev der fremsat forskellige ønsker om ændringer af kirkens indretning, men heldigvis blev det usædvanligt helstøbte, og smukke interiør bevaret som et vidnesbyrd om, hvor harmonisk man kunne indrette et kirkerum i 1880’erne.

Prædikestolen fra 1886 er af egetræ og har spinkle blomsterdekorationer af S. Simonsen. Den erstattede en ældre i renæssancestil. Indtil 1970 var kanten beklædt med rødt stof og guldfrynser.

Stoleværket blev i 1984 ombygget til behageligere siddestilling, men fremtræde øvrigt som ved opstillingen i 1886. Det ældre stoleværk var forsynet med låger til at lukke. Før 1886 var der en lukket præstestol ved siden af alteret. Den blev ved restaureringen erstattet med en løs stol. I korets sydvesthjørne var der endvidere en lukket kirkesangerstol med årstallet 1652. Den blev fjernet i 1886, og kirkesangeren fik anvist en plads i skibets nye stolestader.

Tavlerne til salmenumre stammer ligeledes fra 1886. De erstattede nogle ældre, vistnok fra 1877. De første tavler blev sat op omkring 1820.

I 1886 blev kirkens første kakkelovn sat op i skibets nordvestlige hjørne, og der blev opsat bænkekister til brændselet i det nye våbenhus. I forbindelse med kirkens overgang til selveje i 1914 blev der afsat et beløb til fornyelse af kakkelovnen, men det skete vist først i 1952. Nu er kirken elektrisk opvarmet.

I 1810 fortæller præsten, at han ”i noget grus bag alteret” havde fundet en katolsk jemlysestage til ti lys. I 1883 lå der en sådan stage til seks lys på kirkeloftet. Den er siden kommet til Nationalmuseet.

I 1903 skænkede en mand i Dall de lysestager, der stadig sidder på stolegavlene. I 1911 blev lysekronen i skivet givet til kirken af sognets kvinder. Den var oprindelig indrettet til levende ly, da kirken først fik indlagt elektricitet i 1945. Væglampetterne er fra 1963 og lysekronen i tårnrummet fra 1992.

I 1918 fik kirken et harmonium, bygget af P. Andresen & Co. i Aalborg. Midlerne dertil var fremkommet ved at udleje jagten i det meste af Dall sogn. Harmoniet var i begyndelsen anbragt i skibets nordøsthjøme, men blev siden flyttet ned i vestenden.

I 1984 blev harmoniet solgt, og der blev i stedet anskaffet et rigtigt orgel fra Jensen & Thomsens orgelbyggeri i Hillerød.

I 1951 blev der indført særkalke, og der blev anbragt en hylde til dem bag på alterskranken.

Præstetavlen er fremstillet i 1987 for penge, der blev skænket af håndværkerne ved kirkens restaurering i 1984