30/03/2025 0 Kommentarer
Sogneudflugt til Thy - husk tilmelding senest 1. maj
Sogneudflugt til Thy - husk tilmelding senest 1. maj

Vi inviterer traditionen tro på sogneudflugt.
I år går turen til Thy, hvor vi kan se frem til et spændende besøg på det nationale Testcenter for store vindmøller i Østerild og den omdiskuterede Hjardemål Klit kirke.
Turen starter med et smurt rundstykke og kaffe i bussen, hvorefter vi sætter kursen mod Testcenteret. Testcenteret blev indviet i 2017, og vi har booket en guide, som engageret har lovet at fortælle historien bag centret og det danske vindmølleeventyr. Testcenteret beskriver oplevelsen således: ”Der venter en stor oplevelse, og de fleste vil tage fra Testcentret oplyst og imponeret over vind-industriens vilde verden. Inden for vind bliver det ikke større end det, du skal opleve i Østerild.”
Efter vi har besøgt Testcenteret, skal vi mætte vores maver med en dejlig frokost på Thy event og naturcenter. Her får vi en god stund til at nyde vores mad og hinandens selskab.
Når frokosten er indtaget, drager vi mod Hjardemål Klit kirke, hvor præst, Steffen Bang, vil tage imod os. Her skal vi synge, høre om kirkens historie og slutteligt nyde vores eftermiddagskaffe og kage i det frie, inden vi drager mod Ferslev-Dall-Volsted igen.
Er vi så heldige, at der bliver lidt tid til overs, vil vi gøre et lille stop ved vejlerne og nyde den flotte udsigt.
Pris inkl. transport, entre, frokost bestående af: Glaseret skinke m/flødekartofler, salat, dressing og brød (der vil være postevand på bordene, men mulighed for at tilkøbe øl/vin/vand for egen regning), eftermiddagskaffe og kage:
200 kr. pr. person, som betales kontant i bussen (lige penge bedes medbragt).
Tilmelding til udflugten er nødvendig og foregår efter ”først til mølle”-princippet, til sogneværtinde Mette Thomsen senest den 1. maj 2025 på telefon: 21 27 95 37, mail mt@ ferslev-kirke.dk eller til sognetræf torsdag den 10. april, hvor der bliver åbnet for tilmeldingen.
OBS: Er du tilmeldt udflugten, men bliver forhindret i at deltage, bedes du melde afbud til Mette.
Vi glæder os til en dejlig dag
Kommentarer