Udgivet af Tine Zinck Damgaard, søn d. 29. mar 2020, kl. 17:29

God søndag alle sammen.

I dag er det Mariæ bebudelses dag. Det er dagen, hvor vi hører evangeliet om Maria, der får besøg af englen Gabriel, der fortæller hende, at hun skal være mor til Guds barn. Eller egentlig er det ikke det, vi hører i år – i år får vi Marias reaktion på den besked; den reaktion, der kommer efter den første forfærdelse, den første naturlige undren. I dag hører vi, at Maria bryder ud i lovsang.

I kan læse hele teksten her 

Sang kan noget helt særligt. Mange af os synger med, når Phillip Faber spiller for til morgensang på DR1 hver morgen (Hvis ikke I har prøvet det, kan det varmt anbefales). Fællessangen er fællesskabsskabende. Og selvom vi i denne tid synger med fra hver vores stue, så er det altså på sin egen måde både fællessang og fællesskab. Det er nok noget af det, vi savner mest. Fællesskabet. Det er så svært at lade være med at gå hen og hilse på dem, vi møder – med et håndtryk eller et kram. Det er så svært at lade være med at mødes til en gang fodbold i det gode vejr. Det er så svært ikke lige at tage på besøg hos mormor. Men vi er nødt til at lade være. Vi er nødt til at holde os på afstand af hinanden. På den måde er vi næstekærlige. På den måde passer vi på hinanden. Det er så modsat af, hvad vi plejer, men for en stund må det være sådan. 

Det skal nok blive godt igen! Vi kan bruge ventetiden på at synge med på Marias lovsang, for en ting er, at man bliver glad af at synge og bliver en del af et fællesskab. Det oplever vi, når vi synger morgensang. Noget andet er, at lovsangen bekræfter, at fællesskabet med Gud ikke er sat på pause. Det er ikke udskudt, selvom kirkedøren er lukket.

Kategorier Nyt fra præsten